Slået op d.

Søde cardigans til pigerne

Reklame: Indlægget indeholder affiliate links

For snart et lille år siden strikkede jeg et par cardigans til pigerne. Det var faktisk i den forbindelse, at jeg fik rigtig gang i strikkerierne derhjemme. Altså, jeg har jo altid kunnet strikke, men der har været mange år, hvor projekterne bare aldrig er blevet gjort færdige fordi – ja fordi livet ligesom har overhalet strikkeprojektet indenom.

Søde cardigans til pigerne

De her cardigans er fra hjertegarns børnehæfte nr. 163 og det er iøvrigt det samme børnehæfte, hvorfra jeg har grundmodellen til min bifrost tunika.

De er lette at gå til og jeg har til mine cardigans brugt merino cotton også fra hjertegarn. Det gør, at de egner sig godt til den kommende (forhåbentligt) varmere periode.

De fine cardigans er hurtigt strikkede og så er de virkelig fine i deres udtryk. Desværre er den ene af mine hjemmestrikkede eksemplarer i mellemtiden gået til, da den befandt sig i mine yngstes børnehave, som desværre brændte ned, så mon ikke jeg ved lejlighed strikker en ny til min yngste datter.

Jeg synes det er cardigans der er perfekte til den kommende overgangstid, hvor ungerne gerne vil løbe rundt i lidt mindre tøj, men hvor det alligevel er godt med lidt lunt på overkroppen.

Slået op d.

Pandebånd med popcorn

Min yngste datter har igennem længere tid bedt om at få sig et pandebånd. Mor, kan du ikke strikke et pandebånd til mig snart? Og jo, det kan jeg da. Jeg har valgt at lave et pandebånd med popcorn og det tog mig ikke mange timer at få det strikket. Det er godkendt. Storesøster har bestilt et til sig selv og mon ikke jeg også laver et pandebånd til mig selv :-).

Jeg synes det er sådan et super hyggeligt lille projekt, som på en eller anden måde er lidt vigtig at have imellem de lidt større projekter. Senest har jeg jo strikket min enkle glatstrikkede sweater og når jeg er færdig med pandebåndsproduktionen, så skal sweateren til min mand have en ordentlig tur igen. Den skal nemlig være færdig til hans fødselsdag om en måneds tid.

Pandebånd med popcorn

Hovedstørrelse: 50-52 cm

Strikkefasthed: 25 m på 10 cm

Garnforbrug:Cirka ½ nøgle Pernilla fra ficolano

Pindestørrelse og type:3,5 (rundpind eller jumper afhængig af præference)

Slå 23 masker op på pind 3,5

Strik frem og tilbage i glatstrik. Når du har strikket de første 6 rækker skal du igang med dit popcorn mønster.

Et popcorn strikkes således: 1r, 1vr, 1r i samme maske (altså så du har 3 masker ud af en maske). Vend og strik de 3 masker i vr, vend og strik de 3 masker i ret, vend og strik de 3 masker i vrang. Vend og tag de 2 masker løst af. Strik 1 r og træk de 2 løse masker over denne maske. På den måde får du et popcorn lignende mønster.

Strik nu resten af pandebåndet på følgende vis:

Step 1: 2 r, 1 popcorn, 5 r, 1 popcorn, 5 r, 1 popcorn, 5 r, 1 popcorn, 2 r

Step 2: Strik 3 rækker i glatstrik

Step 3: 5 r, 1 popcorn, 5 r, 1 popcorn, 5 r, 1 popcorn, 5r

Step 4: Strik 3 rækker i glatstrik

Gentag step 1-4 til arbejdet måler

Fortsæt til arbejdet måler cirka 42 cm.

Afslut med 6 rækker glatstrik (lige efter en række med popcorn) og luk løst af.

Sy enderne sammen og hæft enderne.

Rigtig god fornøjelse!

Psst. Hvis du er mere til huer, så tjek lige ribhuen til børn ud lige her.

Slået op d.

Strikkedulles hjemmestrikkede halstørklæder til børn med magnetluk

Reklame: Indlægget indeholder affiliate links

For noget tid siden strikkede jeg disse super fine og lækre huer i vævestrik til ungerne fra Strikbar. De er blevet utrolig godt modtaget af min, ellers til tider, kritiske flok og de er allerede nu i brug fra morgenstunden, hvor det unægteligt er lidt køligt. Jeg har længe overvejet hvad jeg så skulle lave af øvrigt tilbehør til vinterbrug og nåede omsider frem til – med god inspiration fra min søde mand -, at strikke halstørklæder til dem hver især i samme farver og samme teknik, som deres huer er i.

De hjemmestrikkede halstørklæder til børn er lavet således, at de ikke er længere end, at man reelt ikke kan binde en knude om halsen og er istedet for udstyret med magnetluk. Således er det nemt for barnet at tage tørklædet på, men det er ikke bundet omkring halsen, så der kan opstå farlige situationer.

Tørklæderne blev færdige her i weekenden og ungerne har selv valgt pompon pynt til deres tørklæde. Tørklædet er dog mindst ligeså fint uden pynt, så det er nok bare humøret der skal afgøre hvad man slutter projektet af med. Her kommer opskriften på Strikkedulles halstørklæde til børn med magnetluk.

Strikkedulles halstørklæde til børn med magnetluk

Garn: 2 nøgler yakuuld fra CamaRose (kan bl.a. købes her)

Pinde: Pind nr 5. Enten jumper eller rundpind

Magnetlukninger: Kan købes her eller her

Slå 42 masker op med dobbelt tråd (altså 2 tråde samtidig).

  • Strik én pind ret
  • Strik én pind på følgende vis: 2 vrang, tag 2 masker løst af med garnet foran, sno garnet rundt om maskerne ved at tage det tilbage på pinden det kom fra og tag dem så løst tilbage på pinden igen, 2 vrang. Gentag pinden ud.
  • Strik én pind ret
  • Strik én pind på følgende vis: 2 masker løst af med garnet snoet omkring, 2 vrang, 2 masker løst af med garnet snoet omkring. Gentag pinden ud.

Gentag nu disse 4 pinde indtil arbejdet måler 65-66 cm. Luk maskerne løst af i en retpind.

Pres nu tørklædet, så det bliver helt fladet ud.

Mål af til dine magnetlåse. De skal sidde diagonalt med mål, som vist på tegningen nedenfor. Tilføjelse: jeg har efterfølgende gjort lukningen tættere ved at tilføje endnu en magnetlås lidt skråt over de første jeg har indsat. Dermed er jeg sikker på, at ungerne ikke bliver kolde i halsen. 

Sy herefter arbejdet sammen på retsiden og pres evt. igen hvis nødvendigt.

Dit halstørklæde er nu klar til brug. Hvis du har lyst, så pynt det med små pomponer efter humør.

Skriv endelig, hvis der er spørgsmål eller kommentarer. Rigtig god fornøjelse.

Her kan du se, hvor magnetlukningerne skal placeres på tørklædet.

 

 

Slået op d.

DIY: Lav græskar pomponer med børnene

Reklame: Indlægget indeholder affiliate links

Halloween nærmer sig med hastige skridt og hjemme hos os har vi taget halloween til os med stor entusiasme. Ungerne elsker halloween med alt hvad det hører med sig af udklædning, pynt og skæve madkreationer.

Her i weekenden har min yngste datter og jeg således brugt et par timer på at lave græskar pomponer, som efterfølgende indgik i en fin græskar dekoration. Så er vi igang.

Vores græskar pomponer fik liv med øjne og chenilles (eller piberensere om man vil). Det er nemt at gå til og så er det helt oplagt at have børnene med hele vejen.

DIY: Lav græskar pomponer med børnene

Det skal du bruge:

Start med at lave dine pomponer. Vi lavede vores i forskellige størrelser, så vi kunne lave en lille græskarfamilie.

Lad herefter børnene sætte øjne på pomponerne. Klip et lille stykke af en piberenser til mund og lim den på din pompon. Klip et lidt længere stykke af en piberenser og monter den i toppen af din pompon. Den kan sagtens sidde fast ved blot at skubbe enden ned i midten af pompon’en.

Rigtig god fornøjelse