Slået op d.

Strikkedit og strikkedat: om strikkeprøver og tålmodighed

For lang tid siden forfattede jeg mit første strikkedit og strikkedat indlæg om en strikkekalender jeg havde udarbejdet for at nå i mål med alle mine planlagte projekter inden jul. På det tidspunkt var jeg meget fokuseret på at nå alt det jeg havde sat mig for. Og helt ærligt, så havde jeg lidt (for) travlt med alle mine projekter. Læringen fra dengang er nok, at med mindre jeg modtager en klækkelig belønning, så behøver tempoet altså ikke være helt så højt :-).

Siden da har jeg udarbejdet strikkedulles årstidskalender, som, ikke så meget er en lang, lang liste over projekter jeg skal færdiggøre, men mere et ønske om nogle temaer, som jeg gerne vil nå omkring i løbet af året. Og det har indtil videre fungeret ret fint.

Og sådan lærer man jo noget hele tiden.

Strikkedit og strikkedat: om strikkeprøver og tålmodighed

Dette strikkedit og strikkedat indlæg skal omhandle de meget omtalte strikkeprøver, som indtil for relativ nylig var sådan en lidt hypotetisk størrelse for mig.

Jeg lavede simpelthen ikke strikkeprøver. Hvorfor dog bruge tid på det…

Istedet strikkede jeg bare løs og krydsede fingre for, at størrelserne nok skulle passe. Ofte gjorde de og ja, nogle gange gjorde de bare ikke. hmmmm

Og så en dag besluttede jeg, at jeg ville lave strikkeprøver. Hver gang jeg skulle igang med et nyt projekt med nyt garn og/eller ny størrelse pinde. Og det har jeg faktisk holdt fast i.

Det betyder, at jeg rent faktisk er begyndt at se værdien i at lave strikkeprøver. Det betyder nemlig at jeg kan tilpasse pindestørrelsen om nødvendigt. Og det betyder også, at jeg har langt bedre mulighed for at videregive de opskrifter, som jeg selv finder på til andre.

Strikkeprøver og tålmodighed

Jeg tror, at det der med strikkeprøver hænger ulasteligt sammen med tålmodighed og temperament. Der er formentlig masser af dygtige strikkeduller, der springer helt og aldeles over strikkeprøverne og bare giver den gas. For det er jo langt sjovere at komme igang med det egentlige projekt frem for at bruge krudt på noget så kedeligt som en strikkeprøve.

Men jeg må bare sige, at siden jeg er gået igang med at dyrke strikkeprøver som en disciplin har jeg også besluttet, at se det der med strikkeprøver som en lidt hyggelig del af hele min strikkeprojekt.

Tit kan man jo også lige bruge sin strikkeprøve til at teste mønsteret i en opskrift eller til at tænke opskriften hele vejen igennem. Jeg bruger strikkeprøven til at beregne mål i mine egne opskrifter og selvfølgelig til at tilpasse pindestørrelse i andres og det fungerer rigtig fint.

Strikkeprøvens magiske 10 cm

Når jeg laver en strikkeprøve, så strikker jeg cirka 14×14 cm i det garn og i den pindestørrelse, som arbejdet omhandler. Jeg strikker min strikkeprøve i det mønster, som hovedparten af projektet skal indeholde og jeg sørger for, at der er nogle ekstra centimeter til alle sider, så jeg nemt kan måle 10×10 cm af.

Efter strikkeprøven er lavet vasker jeg den på samme måde, som jeg forventer at vaske mit endelig projekt.

Herefter måler jeg 10×10 centímeter op. Og så er det ellers bare med at tælle masker hen og rækker op. Rækker bruger jeg ikke så meget, men maskerne bruger jeg til at se om jeg holder strikkefastheden i en andens opskrift og til at beregne hvor mange masker jeg skal slå op til en strikkeopskrift, som jeg selv har hittet på.

Og voila, nu kan det egentlige projekt sættes igang. Strikkeprøven på billedet er iøvrigt den jeg lavede inden jeg strikkede ribhuen.

Hvad gør du?

Så nu er jeg jo spændt på at høre, hvad du gør. Hører du til de utålmodige, der bare springer strikkeprøven over og går direkte igang med opskriften eller laver du først din strikkeprøve inden du går igang?

2 tanker om “Strikkedit og strikkedat: om strikkeprøver og tålmodighed

  1. Jeg er typen der ville ønske, jeg lavede strikkeprøver. Både af de indlysende årsager, men også fordi jeg så ville have en masse små fine firkanter, som jeg på et tidspunkt kunne hækle sammen til et tæppe…

    1. ja, det lyder faktisk som et helt hyggeligt projekt. Indtil videre samler jeg dem bare i min evigt voksende bunke af strikkerier. KH D

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *