Slået op d.

Strikkedulle – fra start til nu

Dette indlæg ser lidt på hvad der er sket med Strikkedulle – fra start til nu.

Den spæde opstart på bloggen Strikkedulle

Strikkedulle.dk startede ud i det helt små for lidt over et års tid siden. Jeg var blevet (gen) bidt af en gal strikkepind og havde lyst til at dele mine projekter i blogmediet. Et medie, som jeg i øvrigt holder rigtig meget af og tidligere har benyttet i helt andre sammenhænge. Jeg startede således Strikkedulle bloggen op og skrev om løst og fast, med udgangspunkt i kreative projekter, sjove idéer og påhit.

Ret hurtigt skulle det dog vise sig, at strikken for alvor havde bidt sig fast i mit kreative jeg og det udviklede sig langsomt til et mere og mere seriøst forhold. Hvis man kan bruge et sådant billede :-). Jeg begyndte således at designe mine egne strikke kreationer og blev bedre og bedre til det. Altså hvis jeg selv skal sige det.

I starten delte jeg blot de projekter jeg havde lavet inde på bloggen, men i takt med, at ambitionerne blev større, blev timerne brugt på et projekt også en del flere. Og jeg besluttede, at strikkedulle skulle suppleres med et shopmodul, så mine helt egne designede strikkeprojekter kunne sættes til salg herinde.

Og sådan opstod altså shoppen og bloggen, Strikkedulle.

Shoppen Strikkedulle

Shoppen er stadig i sin spæde opstart. Jeg har i skrivende stund en håndfuld strikkeopskrifter til salg på shoppen og en liste så lang, så lang i hovedet (og lidt på papiret).

Jeg har stadigvæk en masse at lære omkring det at designe strikkeopskrifter, om hvordan man bedst formulerer sig i en opskrift, om hvordan man graduerer til rigtig mange størrelser osv, osv. Og jeg arbejder hele tiden på at blive bedre og bedre til hele processen.

Noget af det der falder mig sværest er tålmodigheden omkring hele processen. For et er, at jeg selv får strikket og beskrevet en opskrift, som den skal være. Men så er der hele tiden der går med teststrik. Med opskrift tilpasning osv., og så først derefter kan jeg endelig sætte opskriften på bloggen.

Fælles for mine nuværende opskrifter er således også, at de er utrolig enkle og relativ lette at gå til. Jeg elsker dog at nørde nye teknikker, mønstre mm, så i takt med at jeg bliver bedre vil opskrifterne selvfølgelig også komme til at variere en del mere i sværhedsgrader.

Strik fylder efterhånden en hel del for mig (og min mand vil nok også mene, at strik(kegarn) fylder en hel del i vores hjem :-). Og det er ingen hemmelighed, at det må det meget gerne blive ved med. Også gerne endnu mere end nu. Det er nemlig en sjov og spændende rejse, som kun lige er begyndt.

Jeg glæder mig derfor også hver gang der er en af jer, der er så sød at like, kommentere og dele alle mine projekter og ultimativt glæder jeg mig selvfølgelig rigtig meget over når der er nogen, der køber en af mine opskrifter.

Så tusind tak til jer der følger med!

Slået op d.

Basishuen

Jeg elsker at strikke. Det er der vist ingen i min omgangskreds der er i tvivl om. Jeg synes det er fantastisk at kreere og skabe masser af fine klædningsstykker til garderoben. Og jeg nyder at iføre mig mit eget design. Ofte har jeg et projekt på pinden, der kræver adskillige masker. Og indimellem, så nyder jeg at kaste mig over et projekt, der kan afsluttes på ganske kort tid. Basishuen er en af de projekter. Huen er lækker i sit udtryk, helt enkel og super blød. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en fast del af garderoben i den kommende kolde tid.

Basishuen

Der er ikke så meget hurlumhej omkring basishuen. Det er en ribstrikket hue i dobbelt rib, som giver et lækkert udtryk. Det synes jeg ihvertfald :-).

Jeg har strikket basishuen i én tråd Ellen by Permin og én tråd tynd silk kid mohair fra Sandnes. Ellen by Permin er en af mine yndlingsgarner. Det er en blanding af bomuld og uld. Løbelængden er længere end lang og så bliver slutresultatet når du bruger Ellen by Permin som her, i kombination med silk kid mohair, så super lækkert blødt og let. (Ja, du kan nok høre, at jeg er begejstret :-)).

Huen er strikket rundt på pind nr 4 og i den grønne har jeg suppleret med en effekttråd, Du store Alpakka Bling. Det giver sådan et lidt festligere udtryk og er især et hit blandt mine børn, om end jeg også selv er pjattet med lidt bling i hverdagen.

Basishuen er nem at gå til og kan strikkes helt fra begynderstadiet. Du skal bare mestre ret og vrang, så bliver det en succes.

Du kan erhverve dig en opskrift på basishuen lige her på Strikkedulles webshop.

Rigtig god fornøjelse.

Slået op d.

Sommerstrik #3

En skøn, skøn sommerferie er forbi og hverdagen buldrer derudaf med job, skolestart, madpakker, logistik og alt hvad der ellers følger med i kølvandet heraf. Men inden vi ser alt for meget fremad er her et sidste indlæg om min sommerstrik. For udover sommertoppen, som jeg skrev om her og ingen dikkedarer sweateren, som jeg skrev om her, så er det også blevet til en cardigan og en nederdel.

Nederdelen gled af pindene da vi var i sommerhus ved Vejers strand og har således fået navnet, vejersskørtet. Cardiganen blev til frem og tilbage til Italien og er således i høj grad et resultat af bilstrik. Navn har den ikke fået endnu, men jeg har en ny igang lige nu og hvis jeg bliver helt glad for den, så kommer opskriften ud her på strikkedulles shop.

Vejers skørtet

Vejers skørtet er en helt enkelt nederdel, som jeg har strikket i Sandnes line garn. Jeg er ret vild med line garnet, som giver et dejligt udtryk. Jeg vil gerne udgive en opskrift på nederdelen, men har lige et par stykker mere i pipeline inden jeg sender dem afsted. Men uanset, så vil jeg betegne Vejers skørtet, som et oplagt begynder projekt. Og som man kan se nedenfor, så er den da meget god til ingen dikkedarer sweateren.

Cardigan

Min cardigan er strikket i Ellen by Permin i kombination med tynd mohair fra Sandnes. Ellen by Permin ligger pt meget høj på min favoritgarn liste og jeg er, som nævnt, igang med endnu en cardigan i grønne nuancer. Jeg er kisteglad for min cardigan, som er ret enkel i design. Raglan udtagninger til ærmer, knapløs og med I-cord kant i åbningen. Der skal nok komme en opskrift ud lidt senere på sæsonen. Hvis nogen har lyst til at teststrikke i S og L, så må man meget gerne sige til.

 

Slået op d.

Sommerstrik #2

Som jeg skrev om i sidste uge er mine planer for sommerstrik blevet udvidet i takt med, at strikkeprojekterne er blevet til.

Senest er denne skønne drøm af en basis mohair sweater hoppet af pinden. Opskriften er den meget omtalte ingen dikkerdarer sweater fra Petiteknit og jeg synes resultatet er blevet så fint.

Jeg har strikket min ingen dikkedarer sweater i Ellen by Permin og Sandnes tynd silk mohair i går nuancer. Garnerne er super lækre og Ellen by Permin er virkelig drøj i brug.

Opskriften er sådan set såre simpel. En helt enkel raglansweater, som jeg efterhånden har strikket en del af, så jeg har ikke lært noget nyt undervejs. Jeg synes den er lidt blandet forklaret i afsnittet omkring bærestykket og jeg synes personligt, at de forkortede vendepinde fungerer meget bedre, hvis man bytter rundt på bagstykke/forstykke opdelingen end gjort i opskriften, men det er nok smag og behag.

Men grundet forklaringen af den del af arbejdet vil jeg mene, at man skal være let øvet for at kaste sig over opskriften. Udover den del er det hele så ret nemt at gå til.

Sommerstrik i pipeline

Så hvad så nu. Jeg har jo allerede her, hvor vi skriver 9. juli, strikket mine projekter for sommeren. Men selvfølgelig har jeg tænkt på det allerede og jeg har således udvidet strikkelisten til også at inkludere følgende:

En nederdel i Sandnes line i grå (eget design)

En Cardigan i Ellen by Permin og Sandnes tynd silk mohair (eget design)

Jeg glæder mig allerede til at komme igang med de projekter og da de jo bliver mine helt egne designs, så kommer der selvfølgelig opskrifter her på bloggen. Meen det bliver altså først på den anden side af sommerferien :-).

Slået op d.

Regnbue t-shirt i restegarn

Udover min nederdel har jeg også strikket en regnbue t-shirt i restegarn. En helt enkelt raglan t-shirt med venderækker i halsen. Den er strikket i dobbelttråd af en blanding af coast og biella trio fra garnpusher.dk og jeg har strikket den på pind 4. Jeg har ikke fået alt skrevet ned til punkt og prikke, men princippet er beskrevet nedenfor.

Regnbue t-shirt i restegarn

Slå 60 masker op i dobbelttråd coast/biella trio på pind 4 og strik enkeltrib i 4 rækker. Sæt en maskemarkør i starten af arbejdet

Skift til retstrik og sæt markører hele vejen rundt på følgende vis: start maskemarkør, 5 m ret, maskemarkør, 25 m ret, maskemarkør, 5 m ret, maskemarkør, 25 m ret.

Starten af pinden er lige før start maskemarkøren, så kommer venstre ærme, så bagstykket, så højre ærme og endelig forstykket

Strik venderækker samtidig med, at der strikkes raglanudtagninger på hveranden pind (altså retpinden).

Venderækker strikkes således, at man starter pinden i ret ved startmaskemarkøren og laver raglanudtagninger 2 masker før og 2 masker efter markørerne (i lænken, se evt youtube for hjælp). Når du ved den sidste raglanudtagning (altså på forstykket) strikkes yderligere 3 masker ret og så vender du (jeg bruger german short row princippet – se evt. youtube for vejledning) og så strikker du tilbage i vrang igen er på forstykket (men i den anden ende af forstykket) og igen vender 3 masker efter raglanudtagningen. Det gentager du 4 gange ialt og for hver gang går du 3 masker længere ind på forstykket – det er det, der giver halsudskæringen.

Når du har gjort det er du igen på ret siden og herefter strikker du bare helt almindelig ret med raglanudtagninger på hver anden pind.

Når du har 130 masker i kroppen og 45 masker på hhv højre og venstre ærme (90 ialt) sætter du ærmemaskerne på en snor og strikker videre på kroppen indtil trøjen har den ønskede længde.

Jeg har lavet striber på hver 8. pind, men det er jo kun fantasien der sætter grænser.

Min t-shirt er til en 6 årig og jeg vil sige den sagtens kan gå op til en 7-8 årig også.

God fornøjelse!

Slået op d.

Sommerstrik #1

Som jeg skrev i sidste indlæg, har jeg linet sommerstrik op for den kommende sommerperiode.

Jeg havde egentlig regnet med, at antallet af masker ville blive lidt reduceret i takt med sommerens indtog, men der tog jeg altså fejl.

Og da min yngste datter så uheldigvis fik hele det ene ben i gips for en uges tid siden tog det bare endnu mere fart. For det er ikke nødvendigvis en helt let sag for en ung dame på 6 år at holde sig så meget i ro, som det nu engang kræver når man er midlertidig begrænset i førlighed.

Så hvad gør man så, man lærer selvfølgelig barnet at strikke!

Og det har ikke bare været en god idé for barnet, det har også været en super hyggelig fælles aktivitet for os begge. Og så har det smittet, så min ældste datter nu også er igang med pindene. Martriklen indeholder således ikke mindre end 3 strikkeduller pt ;-).

Sommerstrik #1

Som jeg skrev i dette indlæg havde jeg jo planlagt, at min sommerstrik skulle bestå af en nordisk sommertopp fra Witre design og så den meget populære ingen dikkedarer sweater fra Petiteknit.

Men nu tror jeg altså, at jeg bliver nødt til at udvide min liste – en del endda. For status er den, at jeg er færdig med min nordiske sommertopp og jeg er godt igang med min ingen dikkedarer sweater. Og vi er altså kun nået til 2. juli :-).

Den nordiske sommertopp er super lækker og jeg er virkelig glad for den. Den passer godt til min stribede nederdel af restegarn og så strikker den jo på det nærmeste sig selv.

Man strikker den i dobbelt tråd af sandnes line på pind 8 og det går altså stærkt! Opskriften er uhyre nem at gå til. Og den egner sig helt sikkert til alle strikkeduller – også nybegynderne.

Undervejs i processen forelskede jeg mig ret meget i sandnes line garnet og jeg har således, som et 3. sommerprojekt, indkøbt garn, som jeg forestiller mig skal blive til endnu en nederdel. Og denne gang skriver jeg opskriften ned.

Men det er lige før jeg heller ikke tror, at det er nok med den tilførsel af garn til min sommerstrik garderobe, så jeg lægger hovedet i blød og følger op herinde på strikkedulle. Stay tuned :-).