Enkel glatstrikket sweater – perfekt til jeans

Jeg er simpelthen så stolt af denne sweater jeg lige har strikket. En enkel glatstrikket sweater – perfekt til jeans. Og så som flødeskummet på toppen tilmed helt uden monteringer. Jeg er ikke den største fan af monteringsarbejdet der ofte følger i kølvandet af et strikkeprojekt og derfor har det været en kæmpefornøjelse at undgå det i dette projekt.

Sweateren er strikket oppefra og ned og endnu en fordel har således været, at jeg løbende har kunnet prøve sweateren og dermed kunne ramme perfekt længde på såvel ærmer, som krop.

Sweateren er strikket rundt i glatstrik – altså ret hele vejen og som afslutning har jeg lavet en i cord kant i en lidt lysere nuance. Jeg synes selv det giver et rigtig fint lille twist til sweateren.

Har du lyst til at gøre mig kunsten efter, så kan du her finde opskriften på min størrelse. Jeg er en helt klassisk størrelse M.

Enkel glatstrikket sweater – perfekt til jeans

Strikkefasthed: 10 cm: 22 masker

Brystmål: 90 cm

Garn: 250 g Sandnes Alpakka Silke

Slå 120 masker op på rundpind 3,5 og sæt en markør ved arbejdets start

Strik 4 pinde enkeltrib.

Sæt nu yderligere 3 markører på følgende vis: startmarkør, strik 15 masker ret, sæt markør, strik 45 masker ret, sæt markør, strik 15 masker ret, sæt markør og strik de sidste 45 masker ret frem til startmarkøren. Det er en god idé at bruge en markør der er anderledes som startmarkør, så du ved, hvor arbejdet starter og slutter.

Start nu dine raglanudtagninger: På højre side af en markør laver du en løftet udtagning mod venstre på 3. maske inden markøren og derefter strikkes 2 r. På venstre side af en markør strikkes 2 r og så laver du en løftet udtagning mod højre. Det giver ialt 8 udtagninger pr pind.

På hveranden pinde strikker du helt almindelig ret og på hveranden pinde laver du udtagninger.

Fortsæt med udtagninger til du har startmarkør, 74 masker, markør, 104 masker, markør, 74 masker, markør, 104 masker.

Nu skal ærmerne, altså de 2 x 74 masker, sættes på en wire, hjælpepind, snor eller lignende. Herefter fortsætter du med at strikke de 2×104 masker i ret til arbejdet har nået den længde du ønsker. Luk af med en i cord kant.

Nu skal ærmerne strikkes. Sæt de 74 masker på en pind og saml yderligere 6 masker op ind mod ærmegabet. Sæt en markør, så du ved hvor arbejdet starter og slutter. Strik til arbejdet måler 35 cm fra halsen og ned. Så tager du 1 maske ind på hver side af markøren på hver 6 pinde indtil der er 54 masker retur. Når ærmet har den længde du ønsker afsluttes med i i cord kant. Gentag på det andet ærme.

Hæft enderne og din sweater er nu klar til brug.

Rigtig god fornøjelse.

5 thoughts on “Enkel glatstrikket sweater – perfekt til jeans

  1. Hej.
    Jeg sidder her og kigger på din opskrift, og det er fint, for det var lige akkurat det, jeg ledte efter.
    Men jeg kan ikke lade være med at lure på, om ikke der skal slås nogle masker op i ærmegabene, efter at ærmemaskerne er sat på hvilepind? Der skal vel ikke bare strikkes direkte rundt?
    Hvor mange mon du slog op (hvis jeg har ret i min antagelse)?
    Tak igen for at dele opskriften.

    1. Hej Laura
      Tak for din besked. Du har ret i, at jeg slog 4 masker op under hvert ærme. Den er smuttet :-). Rigtig god fornøjelse. KH Dorte

  2. Tak for svar.
    Er det så på kroppen, under gabet, så du bagefter, fra ærmet, strikker ind i det for at samle?

    1. Hej Laura. Sorry, det er 6 masker under hvert ærme, som du slår ekstra op når du strikker og tilsvarende samler du så 6 masker yderligere op når du starter på ærmerne. Det giver altså ialt 80 masker på hvert ærme og 12 + de 208: 220 masker i kroppen. Håber det giver mening. God fornøjelse. KH Dorte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.