Slået op d.

Pompon snefnug på gyldne grene

Meget apopros det flotte vintervejr der har dækket Danmark de sidste par dage, så har jeg lavet pompon snefnug på gyldne grene. Et utrolig simpelt projekt, som kan varieres på en del måder.

Jeg har i al sin enkelthed klippet nogle grene i min have og pyntet dem med guld og hjemmelavede pomponkvaste.

Pompon snefnug på gyldne grene

Du skal bruge

  • En havesaks
  • En busk af en art
  • Guldspray
  • Garn
  • En gaffel
  • En vase

Klip grene af en busk i haven, hos naboen (hvis altså du må :-)) eller hvor du nu kan få nogle grene fra.Spray dem med guld, arrangér dem i en vase og lad dem tørre lidt. Imens kan du lave dine pomponkvaste. Jeg har lavet mine på gaffel så de blev så små som jeg gerne ville have det og du finder en guide til at lave pomponer på en gaffel lige her.

Jeg har udelukkende lavet hvide pomponer fordi jeg syntes det passede så godt til snevejret udenfor, men det er jo helt op til dig,hvilke farver du vil pynte dine grene med.

Når dine pomponer er klar fordeles de jævnt på grenene ved at binde dem fast.

Og volia – så er du allerede færdig og har en smuk og enkel dekoration til huset.

God fornøjelse.

Slået op d.

Inspiration til julegaver og en julerabatkode

Reklame: Indlægget indeholder affiliate links

En hjemmegjort julegave. Sådan en hvor der er gjort noget ud af det. En man bare ved, vil glæde modtageren. Sådan en julegave er da en god ting. Og du kan heldigvis nå det endnu og hvis du sidder og pønser på en hjemmegjort julegave, men ikke helt ved hvad det skal være er her et par idéer. Sluttelig kommer der også en julerabatkode, som du kan bruge fra d. 11. til d. 15. december.

Inspiration til julegaver og en julerabatkode

Skal du strikke noget til en kær veninde, en søster, mor, kusine eller lignende, så synes jeg at du med fordel kan gå igang med denne lækre sweater, som både er hurtig strikket (det gøres nemlig på pind 8/9) og som virkelig rammer lige i øjet på hvad der er moderne lige nu.

Skal du istedet strikke noget til ham – kæresten, manden, broren, faren, vennen – så anbefaler jeg kraftigt dette flotte, flotte halstørklæde, som igen er et relativt nemt projekt, som virkelig giver et flot resultat.

Er det istedet børnene eller børnebørnene du vil forkæle med en hjemmegjort gave, så er disse huer virkelig pæne og gode til børn. Hvis du har tid og overskud kan jeg varmt anbefale at du strikker et helt sæt. I sættet tænker jeg, at der både strikkes hue og dette lækre halstørklæde med magnetluk.

Og endelig, hvis du skal ønske dig noget til dig selv, så er garn og strikketilbehør jo altid velkomment og det kan man få masser af lige her hos Rito. Og det er lige her, at julerabatkoden kommer ind i billedet. Fra mandag d. 11. december og til og med fredag d. 15. december kan du nemlig få 10% rabat på ALT. Det eneste du skal gøre er at bruge koden ritojul2017. Jeg skal ihvertfald ind og snuse på siderne:).

Rigtig god fornøjelse med julerierne.

Slået op d.

Adventsdekoration: Et snelandskab

Det kribler gevaldigt i fingrene i disse dage. Vi har givet efter for kløen hjemme hos os og julepynten er således ved at indfinde sig rundt omkring i kroge og hjørner. Det er super hyggeligt og jeg glæder mig til at få lavet små sjove kreationer løbende med ungerne i hele julemåneden.

Jeg har været forholdsvis tidligt ude og kreeret en skøn adventsdekoration: et snelandskab. Den er simpelthen så såre simpel og alligevel så fin og køn at se på. Jeg har tidligere lavet helt klassiske adventskranse og senest mosdækkede juledekorationer med forskelligt pynt på. Og det er også helt vildt flot og hyggeligt, men i år besluttede jeg, at det skulle være helt simpelt og uden behov for at skulle vande.

Jeg har brugt følgende:

  • Et rundt guldfarvet fad
  • 2 store hjorte (indkøbt i føtex)
  • Nogle små graner og en lille hjort (fra tidligere år)
  • 2 poser kunstig sne (købt i kvickly)
  • 4 tykke lys

Start med at finde ud af, hvor på pladen dine ting skal placeres. Smelt bunden i dine lys og sæt dem fast på dit fad. Hold fast et øjeblik, så bliver de relativt stabilt stående. Drys et godt snelag på fadet og stil nu dine dyr og graner der, hvor du tænker de tager sig bedst ud. Drys med yderligere sne, så det ser ud til, at dyr og træer har stået i snevejr. Nemt og enkelt – og pænt!

Har du lavet en adventsdekoration og hvordan ser din ud?

Slået op d.

Julehjerter i perleplader

Der er stadigvæk en måneds tid til vi går ind i julemåneden, men ikke desto mindre kan man jo godt give plads til nogle af de hyggelige sysler, som julen unægtelig fører med sig.

Således har jeg også hygget mig ganske meget med at lave disse fine julehjerter i perleplader – tilmed i hyggeligt samvær med ungerne.

Julehjerterne er – som min søn ville formulere det – pærenemme at lave og farverne bestemmer man jo helt selv. Jeg synes det giver et rigtig fint resultat og helt ærligt, så er det et kærkomment alternativ til de klassiske flettede julehjerter. Alt man skal bruge er en hjerteformet perleplade og hamaperler i farver efter smag og behag. Begge dele kan købes lige her

Du kan på billederne nedenfor selv se, hvordan mønstret er lavet på min perleplade.

Mine perleplader skal pynte på nogle grene i den søde juletid, men ellers er det jo også helt oplagt at hænge dem på juletræet.

Rigtig god fornøjelse!

Pssst… Hvis du også er ved at planlægge december måneds nisseløjer, så kan du med fordel kigge med lige her

Slået op d.

Inspiration til nisseløjer

Reklame: Indlægget indeholder affiliate links

Herhjemme har vi en fast juletradition, som ungerne knuselsker. Nemlig besøg af husnissen Elvis.  Hvert år omkring d. 1. december flytter han ind i nattens mulm og mørke. Man ved ikke præcis hvornår han indfinder sig, men ét er sikkert. Begejstringen vil ingen ende tage når først Elvis har gjort sit indtog.

Jeg har en nissedør liggende, som jeg bruger år efter år. Den sætter jeg op når tiden er kommet til at Elvis flytter ind og så stiller jeg ellers det forskellige tilbehør op, som jeg også har fået samlet mig. Har du ikke en nissedør kan du købe den lige her. Den første dag ligger jeg selvfølgelig en seddel til ungerne fra Elvis med besked om, at han nu er flyttet ind og hvad måneden kommer til at bringe og så ligger jeg som regel en lille gave til hver af dem. Jeg indførte dog fra start en regel om, at der altså ikke nødvendigvis er pakker fra Elvis hver dag og det har de fuldt ud købt ind på.

Men pakker eller ej, så stiller Elvis’ ankomst ganske store krav til nissemoren, som i det her tilfælde er mig og der er selvfølgelig dage, hvor idéerne står lidt mere i kø end andre dage. Derfor har jeg samlet nogle idéer til nisseløjer til fri afbenyttelse i den kommende tid. Du er meget velkommen til at supplere med dine gode idéer i kommentarfeltet – jo flere idéer, des bedre;).

Inspiration til nisseløjer

  1. Skriv masser af beskeder til ungerne fra nissen. Jeg plejer både at skrive søde, sjove og drillebeskeder. De elsker det!
  2. Spred kunstig sne på gulvet i en lille bunke og placér en lille kælk ovenpå, så det ser ud til at nissen har leget i sneen hele natten
  3. Kom frugtfarve (fx rød) i mælken, så ungerne får en skæg overraskelse om morgenen.
  4. Saml en masse nisser og sæt dem sammen – f.eks. rundt om juletræet – så det ser ud som om de alle sammen har festet med nissen hele natten lang.
  5. Man kan vikle en lyskæde omkring spisebordet og stolene, så der kommer lys lidt uvante steder om morgenen
  6. Hæng fars underbukser op på f.eks. juletræet, eller hvor man nu kan få det til at passe ind
  7. Dæk et omvendt morgenbord med tallerkener og glas på hovedet, skeer på stolen osv.
  8. Skriv på vinduet med barberskum – f.eks. glædelig jul
  9. Drys mel ud på bordet eller gulvet og lav små fodspor heri med fingrene
  10. Byt rundt på ungernes stole rundt om bordet (vores har stole i hver sin farve)
  11. Giv nogle bamser noget af børnenes tøj på
  12. Læg en pruttepude under de voksnes stole ved spisebordet
  13. Krøl en masse papir sammen og spred dem rundt om en spand eller kasse, så det ser ud til at nissen har været i gang med at spille papirbasket
  14. Genbrug bare den med frugtfarve, den er virkelig et hit. Fx grøn eller gul frugtfarve i mælken denne gang alternativt byt mælken ud med kakaomælk.
  15. Gem ungernes julekalendere og tegn et lille skattekort, så de kan finde dem igen
  16. Lav en gangsti med en masse børnebøger. Fx fra børneværelset og ud i køkkenet.
  17. Byt rundt på morgenmadsprodukterne
  18. Lav en snor med julehjerter og spænd den imellem børnenes senge (eller henover eller hvad der nu er muligt ift. indretningen)
  19. Spred en masse grødris på bordet eller gulvet og læg en seddel ved, hvor der står “Giv mig grød. Nu!”
  20. Lig alle stolene om spisebordet ned, så det ser ud til at der har været fest og glade dage i nisseland om natten
  21. Lav en opstilling med en masse af ungernes legetøj foran din nissedør
  22. Kom vandperler i ungernes morgenmadsskåle i stedet for morgenmad
  23. Kom nogle af de der indpakkede julechokolader i havregrynspakken, så de kommer ud når man hælder morgenmad op
  24. Vend billederne på væggen på hovedet eller på siden
  25. Hæng julepynt eller små gaver i træer udenfor
  26. Lav sådan en pakke i pakken ting til ungerne. En stor pakke, hvori der er en pakke mere, hvori der er en pakke mere osv. osv.
  27. Køb nattøj til alle ungerne og læg det som en gave ved nissedøren og erklær aftenen for pyjamasfestaften.
  28. Download app’en Santa Spy Cam til din telefon og lav en video, hvor du filmer nissen. Det er virkelig noget, der kan få ungerne til at slå øjnene op!

Rigtig god og nisseløjerlig måned.