Slået op d.

Regnbue t-shirt i restegarn

Udover min nederdel har jeg også strikket en regnbue t-shirt i restegarn. En helt enkelt raglan t-shirt med venderækker i halsen. Den er strikket i dobbelttråd af en blanding af coast og biella trio fra garnpusher.dk og jeg har strikket den på pind 4. Jeg har ikke fået alt skrevet ned til punkt og prikke, men princippet er beskrevet nedenfor.

Regnbue t-shirt i restegarn

Slå 60 masker op i dobbelttråd coast/biella trio på pind 4 og strik enkeltrib i 4 rækker. Sæt en maskemarkør i starten af arbejdet

Skift til retstrik og sæt markører hele vejen rundt på følgende vis: start maskemarkør, 5 m ret, maskemarkør, 25 m ret, maskemarkør, 5 m ret, maskemarkør, 25 m ret.

Starten af pinden er lige før start maskemarkøren, så kommer venstre ærme, så bagstykket, så højre ærme og endelig forstykket

Strik venderækker samtidig med, at der strikkes raglanudtagninger på hveranden pind (altså retpinden).

Venderækker strikkes således, at man starter pinden i ret ved startmaskemarkøren og laver raglanudtagninger 2 masker før og 2 masker efter markørerne (i lænken, se evt youtube for hjælp). Når du ved den sidste raglanudtagning (altså på forstykket) strikkes yderligere 3 masker ret og så vender du (jeg bruger german short row princippet – se evt. youtube for vejledning) og så strikker du tilbage i vrang igen er på forstykket (men i den anden ende af forstykket) og igen vender 3 masker efter raglanudtagningen. Det gentager du 4 gange ialt og for hver gang går du 3 masker længere ind på forstykket – det er det, der giver halsudskæringen.

Når du har gjort det er du igen på ret siden og herefter strikker du bare helt almindelig ret med raglanudtagninger på hver anden pind.

Når du har 130 masker i kroppen og 45 masker på hhv højre og venstre ærme (90 ialt) sætter du ærmemaskerne på en snor og strikker videre på kroppen indtil trøjen har den ønskede længde.

Jeg har lavet striber på hver 8. pind, men det er jo kun fantasien der sætter grænser.

Min t-shirt er til en 6 årig og jeg vil sige den sagtens kan gå op til en 7-8 årig også.

God fornøjelse!

Slået op d.

Spring kids på vej

Håber, at I alle har haft en skøn og afslappende påskeferie. Vi endte en smule udfordrede hjemme hos os, da sideruden til vores bil gik i stykker i hejseværket. Det betød nogle aflyste planer og en hel del mere tid på matriklen end først antaget, men heldigvis var der jo solskin i haven en stor del af tiden, så ungerne – mine spring kids – sprang omkring i trampolin, i legehuset, på rulleskøjter og på løbehjul og det samme gjorde en del af naboernes børn, så der var en fantastisk summen af børnestemmer overalt.

Spring kids på vej

Lige inden påske satte jeg gang i et projekt, som virkelig har været sjovt og spændende for mig. Eget design af både t-shirts og shorts til børn. Spring kids kalder jeg det og fællesnævneren er lethed og masser af farver.

Processen

Processen indtil nu har været virkelig sjov. Jeg har fra start haft nogle idéer i hovedet, som jeg har forsøgt at tegne ind i min – efterhånden ret uundværlige – strikkebog. Tegnet og regnet. To ting, som hænger uløseligt sammen i strikkeverdenen. For mig ihvertfald.

Jeg har klikket garn hjem og lavet strikkeprøver. Og så har jeg ellers kastet mig ud i projektet og strikket løs, talt masker, noteret ned, strikket løs igen, talt masker og rækker og noteret ned. Det gør jeg sådan set stadigvæk.

Lige nu tager projektet virkelig form. Jeg har strikket det meste af 2 t-shirts og 1½ par shorts og synes efterhånden at fremgangsmåden sidder i skabet. Der skal stadig tælles og regnes, men det begynder virkelig at ligne noget. Og jeg er intet mindre end begejstret. Både for processen, men også for resultaterne.

Ungerne er begyndt at hive i mig for at få lov til at ibrugtage deres versioner af spring kids, men jeg holder igen. Skal først have alle delene gjort færdig, målt, vejet og des lige før de går videre til faktisk brug. Og med snevejret idag, så gør det nok heller ikke noget, at shortsene lade venter på sig 1-2 uger endnu;).

Slået op d.

Søde cardigans til pigerne

Reklame: Indlægget indeholder affiliate links

For snart et lille år siden strikkede jeg et par cardigans til pigerne. Det var faktisk i den forbindelse, at jeg fik rigtig gang i strikkerierne derhjemme. Altså, jeg har jo altid kunnet strikke, men der har været mange år, hvor projekterne bare aldrig er blevet gjort færdige fordi – ja fordi livet ligesom har overhalet strikkeprojektet indenom.

Søde cardigans til pigerne

De her cardigans er fra hjertegarns børnehæfte nr. 163 og det er iøvrigt det samme børnehæfte, hvorfra jeg har grundmodellen til min bifrost tunika.

De er lette at gå til og jeg har til mine cardigans brugt merino cotton også fra hjertegarn. Det gør, at de egner sig godt til den kommende (forhåbentligt) varmere periode.

De fine cardigans er hurtigt strikkede og så er de virkelig fine i deres udtryk. Desværre er den ene af mine hjemmestrikkede eksemplarer i mellemtiden gået til, da den befandt sig i mine yngstes børnehave, som desværre brændte ned, så mon ikke jeg ved lejlighed strikker en ny til min yngste datter.

Jeg synes det er cardigans der er perfekte til den kommende overgangstid, hvor ungerne gerne vil løbe rundt i lidt mindre tøj, men hvor det alligevel er godt med lidt lunt på overkroppen.

Slået op d.

Pandebånd med popcorn

Min yngste datter har igennem længere tid bedt om at få sig et pandebånd. Mor, kan du ikke strikke et pandebånd til mig snart? Og jo, det kan jeg da. Jeg har valgt at lave et pandebånd med popcorn og det tog mig ikke mange timer at få det strikket. Det er godkendt. Storesøster har bestilt et til sig selv og mon ikke jeg også laver et pandebånd til mig selv :-).

Jeg synes det er sådan et super hyggeligt lille projekt, som på en eller anden måde er lidt vigtig at have imellem de lidt større projekter. Senest har jeg jo strikket min enkle glatstrikkede sweater og når jeg er færdig med pandebåndsproduktionen, så skal sweateren til min mand have en ordentlig tur igen. Den skal nemlig være færdig til hans fødselsdag om en måneds tid.

Pandebånd med popcorn

Hovedstørrelse: 50-52 cm

Strikkefasthed: 25 m på 10 cm

Garnforbrug:Cirka ½ nøgle Pernilla fra ficolano

Pindestørrelse og type:3,5 (rundpind eller jumper afhængig af præference)

Slå 23 masker op på pind 3,5

Strik frem og tilbage i glatstrik. Når du har strikket de første 6 rækker skal du igang med dit popcorn mønster.

Et popcorn strikkes således: 1r, 1vr, 1r i samme maske (altså så du har 3 masker ud af en maske). Vend og strik de 3 masker i vr, vend og strik de 3 masker i ret, vend og strik de 3 masker i vrang. Vend og tag de 2 masker løst af. Strik 1 r og træk de 2 løse masker over denne maske. På den måde får du et popcorn lignende mønster.

Strik nu resten af pandebåndet på følgende vis:

Step 1: 2 r, 1 popcorn, 5 r, 1 popcorn, 5 r, 1 popcorn, 5 r, 1 popcorn, 2 r

Step 2: Strik 3 rækker i glatstrik

Step 3: 5 r, 1 popcorn, 5 r, 1 popcorn, 5 r, 1 popcorn, 5r

Step 4: Strik 3 rækker i glatstrik

Gentag step 1-4 til arbejdet måler

Fortsæt til arbejdet måler cirka 42 cm.

Afslut med 6 rækker glatstrik (lige efter en række med popcorn) og luk løst af.

Sy enderne sammen og hæft enderne.

Rigtig god fornøjelse!

Psst. Hvis du er mere til huer, så tjek lige ribhuen til børn ud lige her.

Slået op d.

Ribhuen til børn

Reklame: Indlægget indeholder affiliate links

Efter lidt af en vaskefadæse forleden har jeg været igang med at strikke huer til mine tre små yndlingsmennesker. Ribhuen til børn er det blevet til og er således en variant over ribhuen, som jeg strikkede for en uges tid siden. Ribhuen er let at gå til og jeg er vild med de farver, som ungerne og jeg har valgt. Ikke noget støvet, doucet eller knækket her:).

Har du lyst til at strikke ribhuen til børn, så kan du se opskriften lige her:

Ribhuen til børn

Strikkefasthed: 28 m og 25 p på 10×10 cm

Garn: 2 nøgler BC Semilla Fino og følgetråd i form af effektgarn med blingeffekt fra Du store alpakka

Slå 70 masker op på rundpind 5 med dobbelttråd af BC Semilla Fino + effektgarnet fra Du store Alpakka

Strik *1r, 1vr* pinden igennem og fortsæt rundt i samme mønster. Sæt gerne en markør ved start af arbejdet, så du ved hvor start og slut er.

Strik til arbejdet måler cirka 16 cm inklusive en kant (hvis du ønsker kant).

Start indtagninger. Strik 10 masker og træk den 9. maske over d. 10. Fortsæt pinden ud på samme vis.

Strik 1 pind med *1r, 1vr* pinden ud.

Strik 9 masker og træk d. 8. maske over d. 9. Fortsæt pinden ud på samme vis

Strik 1 pinde med *1r, 1vr* pinden ud.

Strik 8 masker og træk d. 7. maske over d. 8. Fortsæt pinden ud på samme vis

Og så fremdeles til der er 4 masker imellem indtagningerne

Strik en pind med 2r sm hele pinden igennem.

Bryd garnet og afslut med at strikke ret på de sidste masker, hvor garnet føres hele vejen igennem

Stram til og hæft ender.

Lav en pompon i den farve du ønsker og montér på huen

Rigtig god fornøjelse.

Slået op d.

Endnu en hue i vævestrik

For noget tid siden strikkede jeg disse tre huer på stribe  i vævestrik til mine unger. Et virkelig hyggeligt projekt, som ungerne tog rigtig godt imod. Og nu har jeg strikket endnu en hue i vævestrik.

Siden da er 2 ud af 3 huer nemlig på mystisk vis forsvundet. En er dukket op igen og en anden synes at være væk sådan rigtigt. Derfor har jeg siden da strikket endnu 2 af samme type huer. Det tager ingen tid og jeg kan som regel bruge et par af de rester jeg har liggende, så det er ikke det helt store problem.

Senest strikkede jeg så en ny hue til min yngste datter. Hun fik selv lov til at sammensætte farver udfra hvad jeg lige havde liggende i min ret så omfattende strikkekasse i mit hyggelige strikkehjørne. Hun valgte 2 farver i rosa spektret og så var det ellers bare at gå igang.

Vævestrik

Vævestrik er jo sådan en teknik, hvor man – på de pinde, hvor man laver sin vævestrik – kun strikker nogle af maskerne. De øvrige løftes op fra den tidligere pind. Strikker man med 2 farver (eller flere) er det således ret simpelt at få et mønster i sit strik. Det kræver nemlig bare, at man skifter farve fra pind til pind og altså ikke at man pinden igennem skifter farver (som jeg f.eks. har gjort det her i mit regnbuemønster).

Jeg synes det er blevet et rigtig fint resultat og min datter er yderst godt tilfreds og det er jo i bund og grund det vigtigste.

Øvrig inspiration

Husk iøvrigt at tjekke min pompon guide ud, hvis du selv vil lave kvasten til huen. Har du mere lyst til at kaste dig over en hue med snoninger, så kig med lige her.