Slået op d.

Sommerstrik #3

En skøn, skøn sommerferie er forbi og hverdagen buldrer derudaf med job, skolestart, madpakker, logistik og alt hvad der ellers følger med i kølvandet heraf. Men inden vi ser alt for meget fremad er her et sidste indlæg om min sommerstrik. For udover sommertoppen, som jeg skrev om her og ingen dikkedarer sweateren, som jeg skrev om her, så er det også blevet til en cardigan og en nederdel.

Nederdelen gled af pindene da vi var i sommerhus ved Vejers strand og har således fået navnet, vejersskørtet. Cardiganen blev til frem og tilbage til Italien og er således i høj grad et resultat af bilstrik. Navn har den ikke fået endnu, men jeg har en ny igang lige nu og hvis jeg bliver helt glad for den, så kommer opskriften ud her på strikkedulles shop.

Vejers skørtet

Vejers skørtet er en helt enkelt nederdel, som jeg har strikket i Sandnes line garn. Jeg er ret vild med line garnet, som giver et dejligt udtryk. Jeg vil gerne udgive en opskrift på nederdelen, men har lige et par stykker mere i pipeline inden jeg sender dem afsted. Men uanset, så vil jeg betegne Vejers skørtet, som et oplagt begynder projekt. Og som man kan se nedenfor, så er den da meget god til ingen dikkedarer sweateren.

Cardigan

Min cardigan er strikket i Ellen by Permin i kombination med tynd mohair fra Sandnes. Ellen by Permin ligger pt meget høj på min favoritgarn liste og jeg er, som nævnt, igang med endnu en cardigan i grønne nuancer. Jeg er kisteglad for min cardigan, som er ret enkel i design. Raglan udtagninger til ærmer, knapløs og med I-cord kant i åbningen. Der skal nok komme en opskrift ud lidt senere på sæsonen. Hvis nogen har lyst til at teststrikke i S og L, så må man meget gerne sige til.