Slået op d.

Ribhuen til børn

Reklame: Indlægget indeholder affiliate links

Efter lidt af en vaskefadæse forleden har jeg været igang med at strikke huer til mine tre små yndlingsmennesker. Ribhuen til børn er det blevet til og er således en variant over ribhuen, som jeg strikkede for en uges tid siden. Ribhuen er let at gå til og jeg er vild med de farver, som ungerne og jeg har valgt. Ikke noget støvet, doucet eller knækket her:).

Har du lyst til at strikke ribhuen til børn, så kan du se opskriften lige her:

Ribhuen til børn

Strikkefasthed: 28 m og 25 p på 10×10 cm

Garn: 2 nøgler BC Semilla Fino og følgetråd i form af effektgarn med blingeffekt fra Du store alpakka

Slå 70 masker op på rundpind 5 med dobbelttråd af BC Semilla Fino + effektgarnet fra Du store Alpakka

Strik *1r, 1vr* pinden igennem og fortsæt rundt i samme mønster. Sæt gerne en markør ved start af arbejdet, så du ved hvor start og slut er.

Strik til arbejdet måler cirka 16 cm inklusive en kant (hvis du ønsker kant).

Start indtagninger. Strik 10 masker og træk den 9. maske over d. 10. Fortsæt pinden ud på samme vis.

Strik 1 pind med *1r, 1vr* pinden ud.

Strik 9 masker og træk d. 8. maske over d. 9. Fortsæt pinden ud på samme vis

Strik 1 pinde med *1r, 1vr* pinden ud.

Strik 8 masker og træk d. 7. maske over d. 8. Fortsæt pinden ud på samme vis

Og så fremdeles til der er 4 masker imellem indtagningerne

Strik en pind med 2r sm hele pinden igennem.

Bryd garnet og afslut med at strikke ret på de sidste masker, hvor garnet føres hele vejen igennem

Stram til og hæft ender.

Lav en pompon i den farve du ønsker og montér på huen

Rigtig god fornøjelse.

Slået op d.

Strikkedulles årstidskalender #1

I starten af året udgav jeg et indlæg med strikkedulles årstidskalender. Idéen med årstidskalenderen var, at jeg heri havde plottet et par projekter ind, årstid for årstid. Ikke en udtømmende liste for alle de projekter, året samlet set skulle byde på. Det ville nok også være lidt for kedeligt. Men nogle årstidsbestemte projekter eller udfordringer om man vil, som jeg som minimum gerne vil nå. Det var rigtig sjovt at udarbejde årstidskalenderen og der vil løbende herinde komme status på projekterne. Dette indlæg er den første status på det første projekt i vinter perioden.

Strikkedulles årstidskalender #1

Jeg startede ud som lyn og torden med at strikke luffer til min søn. Opskrift og garn kan du se meget mere om lige her.

Umiddelbart efter strikkede jeg et par helt magen til, men i regnbuemønster til min ældste datter. De skulle nemlig matche hendes bifrost tunika

Endelig kastede jeg mig over min yngste datters vanter. De skulle være i grå og gul efter bestilling fra den unge dame og jeg valgte at lave dem i mønsterstrik – også for at udfordre mig selv lidt.

Alle vanter blev modtaget med kyshånd af ungerne og de blev straks ibrugtaget, hvilket betød, at jeg ikke lige fik taget billeder af dem med det samme. Det tænkte jeg dog, at jeg ville efter en af de mange vaske, som helt naturligt er nødvendige når man udstyrer børn med vanter.

Men ak, jeg skulle nok have været lidt hurtigere ud med kameraet. Igår aftes skulle alle vanter nemlig vaskes efter en ret så intens brug i hhv. børnehave og skole og desværre havde jeg ikke mit hoved med mig i den handling. Samtlige vanter er således nu halveret i størrelse og nu i sådan en filtet kvalitet, som på ingen måde kan bruges til noget som helst. Snøft, snøft. Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Og derfor vælger jeg at fokusere på det positive i hele miseren. For det første, så kan jeg sætte et hak ved første projekt i strikkedulles årstidskalender og for det andet, så har jeg en perfekt undskyldning for at købe en masse nyt garn:).

Slået op d.

Mit basis strikkegear #2

Reklame: Indlægget indeholder affiliate links

Siden jeg skrev mit første indlæg under navnet mit basis strikkegear er der (selvfølgelig) kommet mere til samlingen. Og det er ikke “bare” flere af mine knit pro rundpinde, som jeg jo ynder at bruge, men også andre spændende ting. Jeg plejer nemlig at sige til min mand, at målet må være, at jeg får anskaffet mig samme mængde strikkeudstyr, som han har værktøj (og han har meget skulle jeg hilse og sige :-)). For som bekendt skal man jo aldrig gå ned på udstyr. Jeg synes så også, at enhver strikkeoplevelse bliver en hel del sjovere når man har godt og tilstrækkeligt udstyr. Og det gør sig i det hele taget gældende når man laver kreative sysler. Ja, som du nok kan høre er undskyldningerne mange for mine nyanskaffelser. Nedenfor kan du se hvad jeg senest har anskaffet mig.

Mit basis strikkegear #2

      • Strikkelise. Kan købes lige her. Jeg synes, at min strikkelise er en meget kærkommen tilføjelse til mit basis gear. Den er både brugbar til at fremstille bindebånd. Som f.eks til denne nederdel, men er også rigtig hyggelig at nørkle med sammen med ungerne.
      • Strikke- og hækle tilbehørssæt. Kan købes lige her. Jeg har været utrolig glad for denne anskaffelse. Det er ikke fordi den har tilført mig så meget nyt, men det er bare rigtig smart at have det samlet i sådan et lille sæt og det betyder, at jeg leder langt mindre efter mine ting end jeg ellers gør. Her kan man naturligvis sige, at vi alle er forskellige, men for mig har det bare virket rigtig godt. Næste mål er at finde en rigtig fin syæske til alt mit tilbehør. Også til ferier. Måske en rejsemakeuptaske kan udgøre det for mit rejsestrikkesæt. Hvad gør I?
      • Snopind(e). Kan købes her. Jeg anskaffede mig mine første snopinde i forbindelse med at jeg skulle strikke denne hue i julegave til min mor. Snoninger fandt jeg så ud af er virkelig sjove at arbejde med og jeg glæder mig derfor allerede til jeg skal have gang i mine snopinde igen. Til dem der ikke kender til snopindene, så er det sådan en hjælpepind, som gør at du kan gemme maske foran eller bagpå dit arbejde og dermed få snoet arbejdet.
      • Magnetluk knapper. Kan købes her. Der er ingen tvivl om, at jeg er pavestolt af mine halstørklæder til børn med magnetluk. Jeg er ret pjattet med magnetluk – især til børn – og har købt en stor portion, som jeg kan bruge hen ad vejen.

Hvad er dine seneste tilføjelser til dit basis strikkegear?

Slået op d.

Ribhuen

Reklame: Indlægget indeholder affiliate links

Denne her hue, ribhuen – en helt klassisk ribstrikket hue – har jeg strikket henover weekenden. Der har været ret mange andre gøremål, så det har taget mig lidt tid, men nu er jeg altså i mål og jeg er kisteglad for resultatet. Dette bliver helt sikkert en hue, som kommer til at sidde på ungerne og manden også. Vi kender den vel allesammen. Den ribstrikkede hue, som jo er så såre simpel og alligevel så pæn. Jeg har peppet min hue, som iøvrigt er i den fineste støvede grønne farve, op med effektgarn i grå med bling effekt. Simpelthen fordi januar fortjener en masse blingeffekt.

Har du lyst til at kaste dig ud i et nemt og lækkert projekt, så kan du nedenfor se, hvordan jeg har strikket min hue.

Ribhuen

Strikkefasthed: 28 m og 25 p på 10×10 cm

Garn: 2 nøgler BC Semilla Fino og følgetråd i form af effektgarn med blingeffekt fra Du store alpakka

Slå 80 masker op på rundpind 5 med dobbelttråd af BC Semilla Fino + effektgarnet fra Du store Alpakka

Strik *1r, 1vr* pinden igennem og fortsæt rundt i samme mønster. Sæt gerne en markør ved start af arbejdet, så du ved hvor start og slut er.

Strik til arbejdet måler cirka 20 cm inklusive en kant (hvis du ønsker kant).

Start indtagninger. Strik 10 masker og træk den 9. maske over d. 10. Fortsæt pinden ud på samme vis.

Strik 1 pind med *1r, 1vr* pinden ud.

Strik 9 masker og træk d. 8. maske over d. 9. Fortsæt pinden ud på samme vis

Strik 1 pinde med *1r, 1vr* pinden ud.

Strik 8 masker og træk d. 7. maske over d. 8. Fortsæt pinden ud på samme vis

Og så fremdeles til der er 4 masker imellem indtagningerne

Strik så en pind *1 r, 1 vr*

Strik en pind med 2r sm hele pinden igennem.

Bryd garnet og afslut med at strikke ret på de sidste masker, hvor garnet føres hele vejen igennem

Stram til og hæft ender.

Lav en pompon i den farve du ønsker og montér på huen

Rigtig god fornøjelse

Slået op d.

På pinden i weekenden

Weekenden nærmer sig med hastige skridt og det er virkelig værdsat. Og helt naturligt trænger der sig et vigtigt spørgsmål frem: Hvad skal jeg have på pinden i weekenden? De sidste par uger har jeg strikket vanter til mine børn. Tre par er det blevet til og jeg må indrømme, at selvom de er blevet modtaget på fornemmeste vis, så har jeg brug for forandringer. Havde ellers besluttet at strikket et par til mig selv, men det kommer lige på min liste til om noget tid.

Skæver jeg til min strikkekalender – strikkedulles årstidskalender, så kan jeg jo sætte hak ved mit første punkt i vintersæsonen, som jo netop var vanter. Eller luffer, som man jo også snildt kan kalde dem. Og det kommer der et helt separat indlæg om snart. Når jeg omsider kan få taget et ordentligt billede af de her vanter. Man kan virkelig mærke at det er den mørke tid man er i, når man ikke kan nå at taget et eneste godt billede i hverdagene.

Nå, men tilbage til hvad der skal på pinden i weekenden. Mulighederne er jo mange. Jeg vil for eksempel gerne strikke en hue til mig selv. Men det garn jeg egentlig havde tænkt skulle være til det formål er endnu ikke kommet. Så det bliver nok ihvertfald ikke fredagsprojektet. Jeg bør nok også komme videre med min #bombesweater. Den har ligget stille mens vanteproduktionen har været igang og så kan det altså godt være lidt svært at genoptage igen. Jeg er færdig med ryggen, så projektet er overskueligt. Nu får vi se. Endelig kunne jeg gå igang med den næste sweater på årstidskalenderen. Det er høstgenseren, som er så populær i øjeblikket. En fødselsdagsgave til min søster.

Måske kan det også blive noget helt fjerde. Måske kunne jeg få en idé fra dig. Så spørgsmålet herfra lyder: Hvad har du på pinden i weekenden?

Rigtig god weekend.

Slået op d.

Tre af mine favoritter

Selvom jeg elsker stort set alt hvad jeg strikker, så er der nok altid nogle projekter, som man er mere stolt af eller glad for end andre. Dette indlæg er således dedikeret tre af mine favoritter for de sidste 3-4 måneder. Nogle projekter jeg af en eller anden grund bare knuselsker. Har du lyst til at være med, så er du meget velkommen til at dele siden tre favoritter. Det kan du gøre her eller på strikkedulles facebookside.

Tre af mine favoritter

Huerne i vævestrik

Noget af det jeg har strikket, som er blevet brugt allermest er disse huer. Ungerne har haft dem på dagligt og jeg har sågar måtte supplere med yderligere huer i takt med, at de er forsvundet (for altid eller blot for en tid) rundt om på skole og institution. Huerne er i vævestrik og både på udseende og på holdbarheden scorer de højt i min bog. Jeg er helt sikker på, at det er en opskrift jeg kommer til at gå tilbage til igen og igen i takt med at der skal fornyelse til.

Strikkedulles halstørklæde med magnetluk

Halstørklæderne fulgte i kølvandet af huerne og blev til som et alternativ til de ellers så populære halsedisser eller halsrør om man vil. Jeg har selv designet disse halstørklæder og er pavestolt af resultatet. Halstørklæderne er så korte, at ungerne ikke kan binde knude på halstørklædet. Istedet har jeg monteret magnetluk på halstørklæderne og det fungerer altså bare godt. Halstørklæderne er strikket i vævestrik så de kunne matche huerne bedst muligt. Som en sjov detalje har jeg pyntet de forskellige halstørklæder med pomponer, så de hver især har fået deres helt eget udtryk. Et hyggeligt og overskueligt projekt, som jeg varmt kan anbefale at man kaster sig over.

Bifrost tunika

Jeg tror at min tunika med regnbuemønster tager førstepladsen i projekter jeg er stolt af at have lavet. Jeg synes selv, at bifrost tunikaen er blevet så fin og der er ingen tvivl om, at projektet har skubbet min indre designer. Bifrost tunikaen er allerede flittigt brugt. Som en sjov detalje har jeg strikket vanter til i samme regnbuefarver, som ærmer og regnbuemønsteret bærer. Ved lejlighed vil jeg se på et par strikbukser til, men jeg tror det projekt bliver skudt til næste vinterombæring.

Så nu er det din tur. Vis mig dine favoritter – jeg elsker at blive inspireret <3