Slået op d.

Mit basis strikke gear

Nu er jeg jo på ingen måde en “professionel” strikkedulle. Jeg holder meget af at strikke og nyder at tilegne mig ny viden og mit basis strikke gear tillader mig at komme relativ vidt omkring, men professionel er jeg altså ikke.

Men ligesom med så meget andet, så bliver man  bedre til tingene hele tiden og bare fordi man ikke starter ud som en strikke virtuoso, så er der jo ingen der siger, at man ikke ender som en (om end det slet ikke er der jeg er lige nu :-)).

Kan sammenlignes med at lave mad

Det er lidt at sammenligne med at lave mad. I starten er man ikke så god til det. Man holder sig enten til de tre retter man kan udenad eller også afprøver man nye opskrifter, men holder sig 110% til opskriften. Når man så ligeså stille har opbygget lidt mere erfaring, så begynder man at eksperimentere lidt på egen hånd. Man laver om ift den angivne opskrift, man finder selv på retter udfra køleskabets indhold og i det hele taget leger man sig frem til nye kreationer. Og løbende tilføjer man noget gear. Gear, som både gør kreationerne lettere og bedre at gå til og gear som muliggør nye spændende kreationer. Og sådan bliver man dygtigere og dygtigere indenfor madlavningens kunst.

Og sådan er det også med strikkeprojekter. I starten er man ret bundet til opskriften som følges slavisk mens man næsten sætter streger for hver pind der strikkes. Man holder sig til de helt basale strikketeknikker og har indkøbt præcis det der står angivet i opskriften. Så udvikler man sig. Garnlageret derhjemme vokser, man begynder at investere i de gode strikkepinde og det gear der gør tingene en smule lettere og man finder ud af, at man faktisk godt kan komme i mål med en opskrift, hvor der indgår nye strikketeknikker og sågar uden at sætte en masse streger (som man alligevel mister overblikket over fordi man enten glemmer at sætte en streg eller mister overblikket i virvarret af streger der er sat for de enkelte dele i strikketøjet). Endelig begynder man at blive sådan en, der spørges til råds omkring forskellige teknikker, man er ikke bleg for at gøre visse ting i en opskrift anderledes fordi man efterhånden har afprøvet så mange forskellige teknikker og man begynder sågar at tænke i hjemmegjorte strikkemodeller og dermed selvudviklede strikkeopskrifter.

Mine strikke kundskaber og mit basis strikke gear

Jeg er slet ikke der, hvor vi taler hjemmegjorte strikkeopskrifter, men i stedet der, hvor jeg ikke forskrækkes over tingene. Jeg skal nok finde ud af, hvor langt jeg er kommet. Jeg skal nok finde ud af, hvor det egentlig er, at opskriften vil have mig med og jeg tror såmænd også på, at jeg nok skal komme i mål selvom jeg gør tingene lidt anderledes end angivet i opskriften.

Desuden har jeg efterhånden fået mig lidt af et basis strikke værktøjslager og er således hurtigt i gang med nye projekter. Her er mit basis strikke gear:

  • Knit pro udskiftelige rundpinde med forskellige længde wirer. Det fungerer således, at man har selve strikkepinden i forskellige størrelser og så kan skrue wirer på i forskellige længde afhængigt af behov. Det er virkelig smart og skal dele af dit strikketøj eksempelvis hvile mens øvrige dele strikkes er der sådan nogle sorte runde dimser man kan sætte på i enderne af wiren (i stedet for selve strikkepinden), så arbejdet forbliver på wiren mens det hviler. Knit pro pindene er super lækre at strikke med og jeg kan varmt anbefale dem ift. de øvrige strikkepinde, som jeg har strikket med tidligere.
  • Maskemarkører.
  • Målebånd
  • Hæftenåle
  • Pompon skabeloner i forskellige størrelser
  • Saks
  • Garn i alverdens afskygninger
  • En lille samling knapper (som forhåbentlig bliver større og større)

Ovenstående er mit basis strikke gear. Det bliver sikkert udbygget løbende (f.eks.) med Knit pro jumperpinde, flere størrelser rundpinde mm, men med ovenstående kan man bare komme rigtig langt.

Slået op d.

Cardigan så blød som smør

Reklame: Indlægget indeholder affiliate links

Jeg har begået en cardigan. En cardigan så blød som smør i lækre går nuancer.

Jeg har fulgt denne opskrift til min cardigan, men bruger ikke det angivne garn. I stedet bruger jeg Mini Alpakka fra Sandnes i kombination med Suri Alpakka også fra Sandnes. Garnet er blødt som smør og jeg synes virkelig, at resultatet er blevet lækkert. Jeg er i den grad klar til at gå efterår og vinter i møde:-)

Opskriften er meget enkelt at følge. Et par kommentarer til den er, at målene for ærmer ikke indgår. Mine blev en anelse for lange og jeg vil derfor anbefale at man lige får målt længden på en tilsvarende trøje inden man går igang. Raglan starter under ærmegabet og går rundt, så man skal måle dertil – f.eks. på en sweater man allerede har liggende.

Man samler alle delene til sidst for at lave raglanafslutningen. Det giver et rigtig pænt resultat, men er meget tungt at sidde med og det betyder også, at man skal have alle delene til at hvile førend man til sidst kan samle dem.

Jeg bruger jo udskiftelige knit pro rundpinde hvilket gav utrolig god mening i et arbejde som dette. Jeg kunne nemlig bruge de forskellige wirer som jeg har og således lade de forskellige dele hvilke på en lukket wire mens jeg strikkede videre på næste del. Da jeg så skulle samle delene brugte jeg indledningsvist 2 wirer, som jeg så skruede sammen for at få mere plads til hele arbejdet.

 

Slået op d.

Tre huer på stribe

Hvis du tripper efter at komme i gang med at strikke og ikke helt ved, hvad du skal kaste dig over i første omgang, så kan jeg varmt anbefale at starte ud med en hue. Mine unger bestilte for ikke så længe siden hver deres hue og jeg har virkelig nydt at strikke disse fine varianter, som jeg har købt hos strikbar. Det er blevet til de tre huer på stribe, som du kan se på billedet.

De er ret lette at gå til, opskriften er velbeskrevet og så kræver en hue jo ikke ret mange pindes strik før du faktisk har et færdigt resultat, så man får ganske hurtigt belønning for sine anstrengelser og det kan altså være svært motiverende at have sådanne projekter fra tid til anden.

Jeg har strikket mine i henholdsvis yakuuld blå; yakuuld turkis og yakuuld råhvid.

Til kvasten brugte jeg til mine piger de fine pelskvaster (ræv i sort), som man også kan købe hos strikbar. Til min søn besluttede jeg at lave en pompon – simpelthen fordi jeg syntes det var lidt mere drenget (hvilket han var rørende enig i). Hvis du vil se en guide til at lave en pompon, så finder du den her.

Jeg synes huerne er virkelig klædelige med den vævede strikkestil og så passer de perfekt til mine unger, som altså er i alderen 5-7 år.

Håber disse tre huer på stribe gav lidt hue-inspiration derhjemme. Skriv gerne en kommentar, hvis du har strikket en lækker hue på et tidspunkt, som du gerne vil anbefales.

Slået op d.

Velkommen til strikkedulle

Velkommen til strikkedulle og tak fordi du kigger forbi!

På strikkedulle.dk er en strikkedulle en, der er glad for at strikke, men ikke nødvendigvis en, der er verdensmester i at strikke.

Jeg er selv en glad strikkedulle som altid godt har kunnet li´ at strikke.

Jeg har tidligere kæmpet med at få afsluttet de mange projekter jeg har igangsat. Typisk har jeg slået et (for) stort brød op for så at gå i stå midtvejs og så aldrig få færdiggjort projektet. Efter en stund har jeg så kastet mig ud i et nyt projekt, gået i stå og ja, så kan du vel ligesom selv regne resten ud :-).

Men nu har jeg knækket koden til det der med at få færdiggjort projekterne. Jeg har nedjusteret forestillingerne om, hvor stort et brød jeg skal slå op og så er jeg blevet rigtig god til at læse en opskrift. Og når først ét projekt er afsluttet på succesfuld vis, så er der en helt anden motivation til også at afslutte det næste projekt.

Jeg har 3 børn og derfor konstant nye bestillinger i ordrebogen, men indimellem insisterer jeg også på at strikke lidt til mig selv.

Her hos strikkedulle kan du finde inspiration til strikkeprojekter, som du måske også har lyst til at kaste dig ud i. Jeg håber du har lyst til at følge med på strikkedulle.dk og også gerne give dine input til gode, flotte, lækre og sjove strikkeprojekter.

Kærlig hilsen

Dorte